Så er det vist på tide med en opdatering.
Siden I hørte fra os sidst, har vi kørt USA tynd. +2200 mil er tilbagelagt i vores dejlige Dodge Charger - de fleste af dem i Texas sammen med Morten, som vi samlede op i Gulfport.
Vi tilbragte et par dage i New Orleans, hvor vi oplevede "French quarter", de berømte kirkegårde (det er meget mere harmløst, end det lyder), så Superdome og generelt bare udforskede byen. Derudover prøvede vi lidt af en specialitet: En peanutbutter og bacon burger - og den var lækker!
Efter NO drog vi mod Houston i Texas. Byen, der eftersigende har de tykkeste indbyggere i hele USA, var dog ikke specielt spændende, så det var lidt af en fuser, havde det ikke været for vores tur på skydebanen. Vi havde besluttet os for at skyde lidt med pistoler, men det krævede et kursus til 60$, som vi ikke gad betale. I stedet tilbød de at lade os skyde med maskingevær eller en shotgun - fordi de her skulle med ud på skydebanen. Selvfølgelig takkede vi ja! Så en time senere havde vi gennemhullet et par skydeskiver med en omgang spredhagl.
Da vi havde nedlagt Houston, gik turen mod Austin (ligeledes i Texas). Austin er lidt utraditionel i den forstand, at det er en meget liberal by i Texas. Byen er fyldt med studerende og meget mere hyggelig end Houston. Her har vi slappet lidt af i Barton Springs (en inddæmmet sø/flod, hvor man kan slikke sol, bade og hygge sig), gået rundt på Texas University Campus - Århus Universitetspark minder om en baghave i forhold til - og ellers spist en masse god barbecue og andet godt og autentisk Texas-mad.
Så den sidste uges tid har været god mod os. Vi har oplevet nogle sjove ting, sovet nogle skumle steder og nydt tiden bag rattet. Morten er taget tilbage til Berkeley, Californien, og Frederik og jeg tilbringer derfor de næste par dage alene i Austin. På torsdag flyver vi til San Diego i Californien, hvor vi lige slapper af i en uge, før vi starter vores færd op langs Vestkysten.
Og så har vi forresten haft 35-40 grader den sidste uge, så vi er ikke imponeret over jeres 25 grader :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar