tirsdag den 5. juni 2012

California dreamin'

Daaavs

Efter nogle hyggelige dage i Louisiana og Texas sammen med Morten, har vi haft nogle dage på et fint hostel i Austin. Eftersom vi afleverede vores Dodge i Lufthavnen, besluttede vi os for at leje to jernheste og fræse rundt på disse i byen. Det var en god idé! Det var alt for varmt at vandre rundt i byen, og da hostellet lå nogle mil fra de steder vi gerne ville besøge, så var cyklerne den mest optimale løsning for os. Vi fik besøgt flere flotte pool/lakes. Vi kunne dog ikke ligge og solbade i mere end halvanden time ad gangen, da vejrguderne - ligesom texanerne - også kunne lide at grille. Udover afslapning ved disse pools, besluttede vi os for at bestille en stand-up kajak en dag. Det var ret sjovt at padle på en flod, hvor skildpadderne hyggede sig under os. På vores hostel mødte vi en alletiders gut fra Arizona, Mick, som vi brugte en del tid med. han var også med ude og padle. Mick vil måske støde på os igen i Vegas, hvis han kan afsætte tid til sådan en smuttur.

Nu befinder vi os i San Diego, Californien. Vi har mødt nogle europæere på hostellet, som vi har været ude med en enkelt aften, på en rooftop-bar. Det var en flot bar med en lækker udsigt over San Diego. Vores første fem dage i San Diego har i øvrigt budt på lange sightseeing-cykelture (nye lejede cykler) og shopping i Las Americas. Las Americas er et område med mange outlets, hvor vi har fundet nyt tøj at slæbe rundt på. Desuden er der mange mexicanere, da det kun ligger en mil fra den mexikanske grænse. Vejret har dog ikke været ideelt til strandture de første par dage, hvilket egentlig har været okay, eftersom vi er blevet ristet godt og grundigt de øvrige uger.

Vi har i dag hentet en ny lejebil. I morgen triller vi stille og roligt til Los Angeles, hvor vi skal bo ved stranden de kommende dage, i Santa Monica. Vi glæder os meget til LA, men også til turen på PCH1, som eftersignede skulle være en ret brølendes køretur med flotte views.

Kh os

Ingen kommentarer:

Send en kommentar